Tjek gasinstallationen før ferien

Tjek gasinstallationen før ferien

24. maj 2017
Brand om bord er noget man helst vil undgå. Tjek derfor dine gasinstallationer jævnligt.

Inden sommerturen starter, er det vigtigt at du tjekker bådens gasinstallation. Så er du sikker på, at der ikke sker ulykker undervejs.

Gaslækage-tester


Tjek, at installationen har en gaslægetester, alternativt et manometer. De fleste har gaslækage-tester. Test at anlægget er tæt på følgende måde:

Åben for gasflasken og for spærrehanen ved komfuret. Komfuret skal IKKE brænde. Tryk gaslækage-testerens røde knap i bund. Der må komme en max. to bobler i væsken. Hold den røde knap nede i 2-3 min. Der må ikke komme flere bobler. Hvis der er flere bobler, er der en utæthed.

Komfur


Slip den røde knap på lækage-testeren. Tænd alle blus på komfuret. Skru dem ned på minimum. Tryk igen på lækage-testeren, den skal nu boble. Blæs alle blus ud med munden. Hold lækage-testerknappen nede. I løbet af ca. 1 min. skal boblerne i glasset forsvinde, fordi blussene slukker selv, når de bliver kolde.

Hvis der efter 30-60 sek. ikke er bobler i glasset, virker alle blussenes tændsikringer. Hvis der stadig er bobler efter 30-60 sek. skal komfuret serviceres.

Slanger

Buk gasslangerne sammen med hænderne. Hvis der er revner i det orange ydergummi, skal slangerne skiftes. Gasslanger tåler ikke sollys, så udvendige slanger skal skiftes jævnligt. Gasslanger i en båd kan holde 10-20 år eller længere.

Gasflaskeholder


Tjek, at gasflaskerummet er rent og, at drænet fra rummet og ud gennem skroget ikke er blokeret af blade, tang, tovværk, klude, edderkoppespind mm.

Regulator


Tjek regulatoren – den sidder på gasflasken. Hvis den er korroderet skal regulatoren skiftes. Der er ingen regler om, at regulatorer skal skiftes jævnligt, men det er vigtigere at skifte regulatorer end slanger. En regulator blander gas med luft i korrekt forhold så brænderen fungerer optimalt.

God sommer.

Du kan læse flere artikler på www.baadnyt.dk

Følg og få notifikationer ved næste blogindlæg


Annonce