Få styr på sikkerheden, når du dykker fra en båd

Få styr på sikkerheden, når du dykker fra en båd

19. mar

Det er altid vigtigt at prioritere sikkerheden højt - ikke mindst når du befinder dig på en båd. Det gælder også, når du med dit dykkercertifikat i hånden langt om længe er taget sydpå og er ved at gå ud af din gode dykkerdragt af spænding. Når du dykker fra båd, er det ekstra vigtigt, at du kender sikkerhedsreglerne og følger dem nøje. Ellers kan du nemlig skabe farlige situationer for dig selv og andre dykkere. Alvoren skal dog ikke tage glæden fra din oplevelse - tværtimod! Når du tager sikkerheden seriøst fra start, undgår du nemlig ubehagelige situationer og sikrer dig en bedre 

dykkeroplevelse.  


Tip 1: Styr på udstyret

Ingen bryder sig om en rodet båd - og da slet ikke, hvis man er ved at falde over andres udstyr. Derfor bør du under alle omstændigheder holde dit udstyr ude af vejen, så man frit kan bevæge sig fra dækket og ud i vandet. Det er besværligt nok i forvejen at gå i våddragt og svømmefødder - lad os i det mindste ikke gøre det værre. Fordi dykkerudstyret kan gøre det svært at bevæge sig, er det endnu en grund til at gå varsomt rundt på båden. Vær opmærksom på de andre dykkere og tag hensyn - det er egentlig ikke et båd-råd, men bare generel god kutyme. 


Tip 2: Lyt til briefingen

Der vil typisk være to briefinger på båden, og de er lige vigtige begge to. Den første omhandler de generelle forhold på båden, og den anden handler om det sted, hvor I skal dykke. Her er det vigtigt, at du lytter efter, og når jeg siger lytte, mener jeg lytte. Ikke noget med at snakke med din nye bedste dykkerven eller fantasere om de koraller, du snart vil se. Briefingen omhandler vigtige informationer, såsom hvordan du kommer ned fra og op i båden samt andre ting, du bør være opmærksom på i vandet. For din egen sikkerheds skyld bør du altså vise besætningen respekt og lytte godt efter. 


Tip 3: Når du skal i og op af vandet 

Når du skal i vandet, skal det foregå sikkert og effektivt. Det vil sige, at du med kontrollerede bevægelser stiger ned på entry-platformen, hopper i vandet, signalerer til båden, at du er ok, og hurtigst muligt fjerner dig fra området, så du ikke spærrer det for den næste dykker. Det samme gælder, når du skal tilbage i båden: Vær hurtig til at fjerne dig fra området, men lad være med at forhaste dig - så kommer du bare galt afsted. Det kan evt. være en god idé at have et bestemt sted på båden, hvor du ”holder til”. Så stresser du ikke over, hvor du skal gå hen for at fjerne dig fra stigen.


Tip 4: Hold pauser, og nyd turen

Det er helt ubeskriveligt at opleve verden under vand. Men derfor bør du stadig huske at holde pauser og stige op til overfladen en gang imellem. Sørg for at drikke noget på båden, spis nogle snacks eller få lidt frokost, hvis du er så heldig, at båden serverer det. Her kan du passende snakke med de andre dykkere om dine oplevelser. Det er jo ingen hemmelighed, at selv de mest fantastiske eventyr ikke betyder helt så meget, hvis vi ikke har nogle at dele dem med.

 


Følg og få notifikationer ved næste blogindlæg